Egne tænder hele livet?

Egne tænder hele livet?

Kan man bevare egne tænder hele livet ? JA det kan man! Men her er det så at alle forbeholdene kommer ind i billedet. Hvordan er din tandstatus ? hvor gammel er du ? Hvilke risikofaktorer er fremherskende i din situation ? Hvor motiveret er du for at gøre det som skal til ?

Som tandlæge ser man mange forskellige mennesker hver dag. Nogle af dem er af forskellige årsager havnet i en dårlig situation, hvor de måske risikerer at ende med et gebis, hvis de fortsætter med deres nuværende retning. Et eksempel på en sådan retning kan være en person i 50 års alderen med mange store amalgamfyldninger i tyggetænderne, nogle af tænderne er trukket ud, andre igen er måske knækkede. Der opdages huller af og til, tænderne bliver lappet med nye amalgamfyldninger eller evt. plastfyldninger.

Der er måske 3-4 tænder som har en krone på, et par af tænderne er måske også rodbehandlede. Tænderne som mangler i den ene side gør at der tygges i den anden og den er derfor den gode side. Som patient kan det måske være svært at vurdere hvor slidt ens tandsæt er, men som tandlæge vil et sådan tandsæt ofte vise tegn på slid mange steder, på fortænder (her er der ofte mange plastfyldninger, nogle gange som erstatning for hjørner som er knækket af) og på tyggetænderne hvor fyldningerne ofte kan være nedslidte og synes utætte og der kan være mange revner i tænderne. Som patient kan man måske være følsom for koldt/varmt og evt. sødt.

Dette kunne godt lyde som om at patienten ikke har passet sine tænder, men faktisk er det et ret almindeligt billede, på en patient som har gået regelmæssigt til tandlægen.

Når jeg har en sådan patient i min stol er en af de ting som fremkommer i vores samtale tit, at de har passet deres tandlægebesøg og at de mange gange selv har spurgt skiftende tandlæger om alt var iorden og om de trængte til en større behandling. Og alt for ofte har svaret været, at alt var fint og at problemerne sagtens kunne ordnes med fyldninger. Desværre har de befundet sig i en ond cirkel hvor deres tandsæt i stedet for at blive bedre og bedre eller i det mindste fået løst problemerne, tvært imod er blevet værre og værre. Og dette på trods af, at det heller ikke har været helt billigt når alle tandlægeregningerne blev lagt sammen.

Disse patienter er endt i en situation hvor der faktisk er blevet samlet til bunke. At de står med flere og flere problemer. Den måde som deres tænder er blevet behandlet på kan minde om den måde deres forældre og bedsteforældre har fået behandlet deres tænder.

SÅ hvis man får samme behandling som dem, så risikerer man også at ende som dem. Derfor er det nødvendigt at ens tænder fremover bliver behandlet på en anden måde, hvis man ønsker at ændre på den retning ens tandsæt har. Her er det så, at noget som ikke er så udbredt endnu kommer ind i billedet. Dette er risikovurdering. Risikovurdering bruges i alle mulige brancher, f.eks. forsikringsbranchen, hos dansk tipstjeneste, hos ingeniører, banksektoren, forsvaret etc. etc., til at vurdere sansynligheden for at en uønsket situation indtræffer.

Hvad indebærer risikovurdering så ? Det er når man tager udgangspunkt i patienten som helhed og vurdere patienten som et helt menneske. Her kigger man på f.eks. cariesrisiko, parodontitisrisiko, biomekanisk risiko, funktionel risiko og kosmetisk risiko. Risikovurdering er baseret på videnskab og er en stor del af evidensbaseret tandpleje. Det er et meget funktionelt værktøj som hjælper tandlægen til at vurdere fordele og ulemper ved forskellige behandlings alternativer i en given situation.

Et eksempel kan være: patienten har en høj caries risiko – dette ses f.eks. ved at patienten ofte får huller. Man har fundet frem til en behandlingsplan hvor der skal laves en del tandkroner og måske broer. Nu vil det måske overraske nogen at selvom man får kroner på tænderne, så kan man stadigvæk få huller i de selvsamme tænder! Så selvom tænderne “er lavet” med kroner så risikerer man stadigvæk bøvl med tænderne.

Problemet er at selvom man har fået lavet hullerne, så har man stadigvæk samme høje cariesrisiko og der kan komme caries under kronerne (og broerne). Sker dette, risikerer man at miste kronerne og måske også tænderne. Derfor handler det først og fremmest om at gøre noget ved cariesrisikoen inden man sætter kroner på tænderne.

Et andet eksempel: en tand er knækket (måske som følge af et hul i tanden evt. under en gammel fyldning). Tandlægen har set røntgenbilledet og kunnet konstatere at skaden går helt ind til nerven. Nu vil det være på sin plads at tandlægen tager en snak med patienten om de forskellige muligheder.

  • Mulighed 1: dette er den klassiske fremgangsmåde som vi lærte på tandlæge skolen – rodbehandling af tanden + stift + krone.
  • Mulighed 2: lade tanden passe sig selv og forholde sig til evt. problemer som måtte opstå hen ad vejen, når det bliver aktuelt.
  • Mulighed 3: fjerne tanden og lave en bro (hvis resttandsætte tillader det) 4: fjerne tanden skånsomt og sætte et implantat i stedet for.

Mulighed 1: Hvis man ikke er oppe i årene risikerer man statistisk set at miste tanden som følge af tilbagevendende rodbetændelse(r), at den knækker eller flækker i roden, at der kommer caries under kronen og gør tanden (roden) så mør at stiftkronen falder ud. Man kan undervejs have oplevet en rodspidsamputation eller to. Prognosen for mulighed 1 er derfor dårlig eller direkte håbløs set på den lange bane, altså i lyset af resten af patientens levetid (især hvis forventede restlevetid er mere end 10 år). Og når man mister tanden er investeringen spildt samtidigt med at man ingen tand har.

Mulighed 2: Jamen hvis man ikke ønsker et gebis nytter det ikke at gå og fjerne tænderne uden at erstatte dem.

Mulighed 3: Det som taler for en broløsning er at den ofte er billigere end et implantat (dog ikke så meget) og det som taler imod er at man skal slibe nabotænderne ned og hvis de ikke i forvejen er svækkede, så har man ihvertfald svækket dem noget så eftertrykkeligt nu. Sammenlignet med en implantatløsning er broløsningen mindre end halv så stærk og det betyder at levetiden for en bro en langt kortere end et implantat. En broløsning må forventes at skulle laves om mindst en gang og måske flere.

Mulighed 4: Det som taler imod en implantatløsning er kun økonomi. Virkeligheden er at løsningen kun er lidt dyrere end en broløsning. På plus siden tæller at en implantatløsning idag har en succesrate på 98-99%, på moderne implantater . Det forventes at implantaterne i sig selv holder livet ud. Kronerne som sidder i toppen af implantaterne vil kunne skiftes ud ad åre hvis behovet opstår f.eks. pga. slid, uden at hele behandlingen skal laves om.

Der er en lille gruppe patienter som man som tandlæge i Taastrup  er tilbageholdende overfor eller meget forsigtige med når det drejer sig om implantater. Det er ofte kvinder som er blevet behandlet for knogleskørhed med et bisphosphanat baseret præparat og folk med ukontrolleret diabetes. Selv er jeg kun 1 gang stødt på en patient som ikke kunne tåle titanium (som er det mest udbredte materiale til implantater). Ellers skal implantatbehandling ses i lyset af at man har brugt titanskruer i 60-70 år til at sætte brækkede arme og ben sammen og i mere end 40 år til at erstatte mistede tænder. på verdensplan drejer det sig om mange millioner implantater der bliver isat hvert år. Så det er en gennemprøvet og forudsigelig behandling.

Nu blev det til en masse snak, men som afsluttende bemærkning er det som er vigtigt, at hver gang der laves noget, skal det altid  stille patienten bedre efter behandlingen, i stedet for dårligere! Dette er udgangspunktet for Kois filosofien og evidensbaseret tandbehandling som sådan.

Til slut mit yndlings citat af min faglige mentor Dr. John Kois:

[testimonial author=”Dr. John Kois”]“There in no dentistry better than no dentistry”[/testimonial]

2018-03-21T14:37:35+00:00

Privacy Preference Center

      Necessary

      Advertising

      Analytics

      Other